En-dags-tur til Skåne

Click to read this post in English

Lidt inspiration til en tur til Skåne, for jeg har nemlig været på en en-dags-tur til Skåne i bil.

Lund Domkirke i gråvejr

Vi begyndte dagen med at køre til Dalby, der ligger ca. 10 km. udenfor Lund. Målet var at se Dalby Kirke eller Helligkorskirke, som den også kaldes. Kirken er blandt Nordes ældste stenkirker og hørte til Dalby Kloster, og i sin storhedstid var den da også meget større end sin nuværende størrelse, der ikke er ulig en almindelig landsbykirke. Inde i kirken kan man se en gammel døbefont, som er meget smuk, og ned ad en trappe er en krypt med brønd (vandet skulle efter sigende have helbredende virkning) og smukke søjler, som minder meget om krypten i Lunds domkirke, hvilket er den ældste del af kirken. Mens vi var der, var de lokale børn ved at øve til Luciaoptog, så vi fik ikke kigget ordentligt oppe omkring alteret.

Udenfor kan man se klosterhaven og en gammel stenbygning, der var en del af den oprindelig kongsgård og senere indgik i augustinerklosteret. Grunden til besøget i Dalby var, at jeg først for nyligt fandt ud af, at Dalbybogen stammer derfra (ja, det kunne navnet nok have sagt mig, men svensk geografi er ikke min stærke side, så jeg troede, det var længere væk). Dalbybogen er et pergamenthåndskrift indeholdende de 4 evangelier fra slutningen af 1100-tallet nedskrevet i klosteret af en munk. Den er indbundet med en forgyldt sølvplade. Den findes nu på Det Kongelige Bibliotek med signaturen GKS 1325, 4. Desværre er den ikke tilgængelig online endnu.

Dalby landsby er ikke voldsomt stor, men vi fandt et bageri, hvor vi fik velsmagende og julede kardemommeboller. Derefter gik turen til Lund, hvor vi fik besøgt Lunds Domkirke. Udover det smukke kirkerum og krypten med bl.a. Anders Sunesens sarkofag var hovedattraktionen Horologium Mirabile Lundense, som er et kalenderur fra middelalderen (jeg har fundet forskellige bud på urets alder), men under alle omstændigheder er alle enige om, at uret kom frem fra opbevaring igen i 1923 og nu kan ses. Det er et utroligt interessant ur, sikkert mere hvis man også har forstand på astrologi. Uret kan spille In Dulci Jubilo, og der kommer små figurer af konger frem, der priser Jesusbarnet på Jomfru Marias skød, hvilket kan ses i linket på urets navn.

Frokost i Lund. Sådan serveres varm chokolade!

Herefter gik vi en tur og nød byens juleudsmykning. Frokosten blev indtaget på S:t Jakobs Stenungsbageri, som er en utrolig hyggelig kombination af café og bageri med lækre sager!

Med maven fyldt tog vi videre til Malmö, hvor vi igen gik en tur for at se på juleudsmykningen. Der var en masse fine boder meget i stil med julemarkedet i Lübeck, bortset fra at det også var muligt at købe elgpølser her 😉

Kalkmalerier i S:t Petri Kyrka

Vi fik også tid til at kigge ind i S:t Petri kirke fra 1300-tallet, som har nogle smukke kalkmalerier! Jeg har på nettet fundet et gammelt billede så man bedre kan se helheden af rummet med kalkmalerierne, som hedder kræmmerkapellet. Det blev brugt som opbevaringsrum og derfor er malerierne der blevet bevaret, da resten af pudset blev banket ned i midten af 1800-tallet.

Dagen sluttede med at vi spiste på Steakhouse Lilla Torg, som er et udmærket sted, men ventetiden en fredag aften er lang, så jeg vil nok mest anbefale det til frokost med mindre man er en tålmodig sjæl.

3 Comments

  1. Pingback: A one-day-trip to Sweden in car | Vendelia

  2. Pingback: Dagstur til Møn – Vendelia

  3. Pingback: Malmø Bryghus – Vendelia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *