Forlænget weekend i Hamburg – bustur fra helvede!

Read in English

Så er jeg kommet hjem fra en lille romantisk tur til Hamborg. Byen er virkelig hyggelig, vores hotel var skønt, men busturen var direkte fra helvede! Jeg kan varmt anbefale et besøg i Hamborg, men jeg ville nok tage derned på anden vis end med Eurolines. Vi har ellers før taget med Eurolines Business til Berlin, og det fungerede aldeles udmærket, men til Hamborg var det bare skod både ud og hjem 🙁

Vue over Hamburg fra Alsters bred

Tirsdag: Afgang fra DGI-byen med Eurolines kl. 23.45. Først stod der Oslo på bussen, hvilket jo ikke var vores destination. Den kom dog på det angivne tidspunkt, så vi spurgte, om det var vores bus, hvilket det var. Bussen var fuldstændigt proppet, så vi kom ikke til at sidde sammen, og den var snavset. Derudover var der radio hele vejen, larmende folk og min sidemand sad på låret af mig 🙁

Onsdag: Ankomst ved Hamburg ZOB kl. 5, 30 min. før tid. Vi fandt hurtigt hotellet, Arcotel Rubin, hvor vi satte bagagen, da værelset ikke var klar før kl. 15. Jeg kan varmt anbefale hotellet, der har 4 stjerner. Det ligger ikke helt inde i centrum, men ca. 10 min. fra centrum. Bag hotellet ligger et mere hipt miljø, som er meget hyggeligt at gå rundt i. Selvom der er liv udenfor hotellet, er det stille og roligt med flotte værelser, venlig betjening og utroligt behagelige senge. Der er fitness og wellness. Hvis man kigger lidt tid før, man tager afsted, er der gode tilbud at finde.

Arcotel Rubin kører selvfølgelig rubinrødt farvetema

Vi begav os ud i byen, før byen rigtigt åbnede og fandt morgenmad på et bageri. Derefter gik vi ned til havnen og fandt efter lidt søgen Alter Elbtunnel, der er en tunnel under Elben fra 1911.

Havnen og indgangsbygningen til Alter Elbtunnel

Nedgangen til Alter Elbtunnel

Det er lidt som at gå i en kulisse fra en film om en tosset professor; virkeligt fint og et besøg værd. På den anden side af Elben gik vi hen til udsigtspunktet, inden vi gik tilbage igen. Derefter gik vi hen til u-båden U-434 ved Fischmarket. Museet var et hit ved min kæreste, men jeg havde lidt et problem, da den var fyldt med dukker.

Dukkeland er en russisk u-båd i Hamburg

Et styk skræmmende dukke på alt for nært hold!

Mange dukker på meget begrænset plads, uf! Derfra gik vi  til Reeperbahn, Hamburgs red light district. Ved enden af Reeperbahn fik vi øje på forlystelsesparken, Hamburger Dom. Den er åben hver dag 15-24, så vi så den først i lukket tilstand. Derfra gik vi til Bismarck-Denkmal.

Bismarck som ridder

Sulten meldte sig, så vi gik forbi Sankt Michaelis-Kirche, ind i Europapassagen, et shoppingcenter, hvor vi ikke fandt noget, men lige udenfor på Ferdinandstrasse fandt vi Gasthaus an der Alster (Oma’s).

Omas egen bryg

Det er et rigtigt fint sted med gode frokosttilbud og eget bryg. Nede ved Deichtorplatz fandt vi Highflyer Hamburg, som er en luftballon, men desværre fløj den ikke pga. vinden.

Luftballonen flyver hele året, bare der ikke er for meget vind

Langt om længe var klokken blevet tid til, at vi kunne få vores værelse, så vi gik tilbage til hotellet, hvor vi hvilede og tog bad, inden vi gik til Die Bank, hvor vi fik tartar. Det er en lækker restaurant i meget specielle omgivelser, nemlig en gammel bank. Bør opleves, hvis man er i byen. Bemærk i øvrigt at herretoilettet er mærket med en dansk hundredekroneseddel med Carl Nielsen, mens dametoilettet er britiske pund med Dronning Elizabeth. Jeg fik dog endnu et chok den dag med en umotiveret dukke ved toiletterne!

På vej ind til Die Bank

Efter maden gik vi ud til Hamburger Dom igen, hvor vi prøvede verdens støste flytbare pariserhjul, et par andre forlystelser og et mussecirkus 🙂

Hamburger Dom og pariserhjulet

Et fint elektrisk selvspillende orgel anno 1911

Sovende mus i cirkus

Det er en meget fin forlystelsespark – en god blanding mellem Tivoli og Bakken, og der er reducerede priser om onsdagen. Drinks på café Steigenberger, inden vi returnerede til hotellet over midnat.

Torsdag: Vi havde et søvnunderskud, der skulle indhentes, så vi sov længe. Vi brugte formiddagen på Crocsshopping,

Mine nye fine Crocs 🙂

inden vi tog på en rundvisning på Rathaus. Det er et meget smukt rådhus, og jeg vil anbefale et besøg, hvis man er i byen. Er man ikke til rundvisninger, så snyd ikke dig selv for et kig ind i forhallen og gården.

Loft fra Rathaus

Rathaus set fra gården

Vi forsøgte os med Frokost på Gröninger Privatbrauerei, men betjeningen var ikke-eksisterende, så vi gik igen.

Det er ellers hyggelige omgivelser, men mad og drikke var det ikke muligt at få.

Vi gik istedet ned ad Deichstrasse og spiste på Zum Brandanfang, hvor Hamborgs største brand i 1842 begyndte.

Men her kunne man få god mad på et historisk sted 🙂

Det var virkeligt godt. En tur ned ad Deichstrasse er meget hyggelig, da det er en gammel gade med masser af små spisesteder. Derefter gik vi ned på havnen, og derfra til Sankt Michaelis-Kirche. Vi besøgte kirken, krypten og tårnet. Kirken er fin, men krypten er stærkt overreklameret og udsigten fra tårnet er faktisk bedre fra pariserhjulet i Hamburger Dom.

Sankt Michaelis Kirches krypt

Der var totalt heiss!, så vi gik på Eis-café 🙂

Hvem kan stå for spaghettiis?

Vi gik ind mod Rathaus igen og på shopping i Alsterhaus og Europapassagen. Derefter gik vi ad An der Alster og ind i st. Georg-kvarteret bag hotellet. Spise på café Grüneberg på Lange Reihe. Tilbage på hotellet måtte vi allerede igang med at pakke. Jeg blev lidt småsulten, så vi gik en tur i hotelbaren, Crystal bar, men deres snacks var lig hamburger eller spaghetti carbonara, og det var lige meget nok, så jeg nøjedes med en meloncocktail, mums 🙂

Fredag: Vi tjekkede ud af hotellet, og gik direkte ned til luftballonen, men endnu en gang fløj den ikke pga. vinden 🙁 Vi tankede op på Starbucks, inden vi tog U-Bahn til Planten un Blomen, en fin park med japansk have og et meget fint stort drivhus med en imponerende samling af kaktusser.

Kaktusafdelingen i Planten un Blomen

Derfra gik vi til Karolinenviertel, som ikke var det store hit. Vi tog U-Bahn til Messberg og gik derfra til Stockmeyerstrasse, hvor Oberhafenkantine ligger. Det er Hamburgs skæveste restaurant, og absolut værd at besøge, selvom den ikke er den nemmeste at komme til.

Fotografen var ikke fuld!

Vær opmærksom på, at de kun modtager kontant betaling. På vej fra restauranten blev vi fanget i  et regnvejr, så i stedet for vores plan om en havnerundtfart gik vi indendørs i en kæmpestor Saturn, som er elgigantens store storebror. Derfra gik ned mod Europapassagen og stoppede i Galleria Kaufhof og en gummibärchenbutik. Vi kiggede på en gadefest, Christoph Street Day, ved Alster og hoppede ind i Dr Götze Land & Karte kortbutik, som tilbyder alt inden for landkort, rejsebøger, navigationsudstyr, kompas og globusser, inden vi igen spiste på Oma’s. Vi gik tilbage til hotellet, hvor vi ventede i deres Wiener café og Crystal bar inden afgang fra ZOB.

ZOB – Zentral Omnibus-Bahnhof

Bussen blev halvanden time forsinket pga. problemer med bussen til Oslo, som endte med ikke at køre, så vores bus måtte proppes med alle passagerne dertil også.

Lørdag: Hjemme to timer forsinket.

Hamburg er et fint mål for en forlænget weekend, da der både er kunst, kultur og alle former for underholdning (carbaret, teater, forlystelsespark, barer, diskoteker), men umiddelbart slog det mig, at den er et perfekt mål for en shoppingtur som alternativ til London og Paris. Du finder alle highstreetbutikkerne, alle de eksklusive butikker, goth, rockabilly, upcoming designere – alt hvad hjertet kan begære. I St. Georg-kvarteret og Karolinenviertel finder du de sidstnævnte – Karolinenviertel var dog noget snusket til min smag, men det kan bare have været tilfældigt. Highstreetbutikkerne findes i stort antal på Mönckebergstrasse, Spitalerstrasse og i gaderne deromkring, mens de eksklusive designere ligger side om side på Jungfernstieg, Grosse Bleihe og Hohe Bleihen. Ækvivalenten til Magasin hedder Alsterhaus og findes på Jungfernstieg.

Læs også mine rejsebeskrivelser fra England, Edinburgh og tips til Barcelona

3 Comments

  1. Pingback: Romantic Hamburg – and a nightmare on the bus! | Vendelia

  2. Pingback: Weekendtur til Kiel – Vendelia

  3. Pingback: Weekendtur til Kiel – Vendelia Travels

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *