Idéer til en tur til Barcelona

Click to read this post in English

Barcelona er en arkitektonisk utroligt spændende by (ikke kun for fans af Gaudi!), der er parker og strand, og så byder den på ganske god shopping. Barcelona er en af de byer, der egner sig til både familietur, kærestetur eller tøsetur.

Jeg var i Barcelona om foråret, og her kan vejret være omskifteligt som det danske, og jeg oplevede både dejlig bagende sol og kølig regn. Tjek vejrudsigten og pak derefter, hvis du rejser om foråret.

Seværdigheder:
Gaudis hus, Casa Mila/La Pedrera: Der er altid en vanvittig kø, og jeg var her ikke engang i højsæsonen! Køb evt. billetter hjemmefra. Udsigten er god fra taget, men er ikke for folk med højdeskræk eller gangbesvær. Der er ikke adgang til taget i regnvejr, så gem besøget her til en dag med godt vejr. På loftet er der en udstilling om Gaudis arkitektoniske og designmæssige arbejde. På 1. salen kan man se hans lejlighed. Det er absolut meget spændende.

CasaMila

Kø ved Casa Mila

Sagrada Familia: Kirken Sagrada Familia er også plaget af lange, lange køer, men den er absolut et besøg værd. Jeg ved ikke, om der kan købes billetter på forhånd. Det er meget spændende med et så anderledes et kirkerum, og et absolut must for alle med arkitektonisk interesse.

SagradaFamilia

Søjler i Sagrada Familia

Park Güell: Endnu er omgang Gaudi sniger sig på listen, nemlig Park Güell. Parken var skøn, men der er mange mennesker. Man kommer ikke til at kede sig, for parken er fyldt med musikanter og andre kunstnere. Parken ligger dog højt, så en stejl gåtur er påkrævet, med mindre man ankommer med taxi. Vælger I at benytte metroen, så vælg stoppet Lesseps for den mindst stejle rute. Se mere om metro og taxi under transport.

ParkGuell

Detalje fra Park Güell

Port Vell og Barceloneta: Port Vell er Barcelonas marina, der begynder, hvor Ramblaen, strøget, ender. Her finder du Columbusstatuen og et stort center med restauranter og butikker. Her kan du også finde svævebanen Transbordador Aeri del Port, som du kan tage til Miramar på Montjuic, og få et flot vue af havnen og byen. Nord for Port Vell finder du Barceloneta, den gamle fiskerlandsby, og i forlængelse heraf er stranden, der er værd at besøge.

svævebane

Man kan også prøve svævebanen over havnen

Camp Nou: Et must for forboldsfans. Camp Nou er FC Barcelonas stadion og hjemmebane og et af de største stadioner i Europa. Alt efter dedikationsniveau er det muligt at se en kamp eller blot at få en rundtur, der bl.a. inkluderer et besøg i omklædningsrummet, presselogen og klubmuseet.

BarcelonaSkyline

Barcelona

Font Màgica: Det magiske springvand er anlagt nedenfor Museu Nacional d´Art de Catalunya på Montjuic. Det blev lavet til Verdensudstillingen i 1929, og er et show med vand, lys og lyd. Det er tændt fredag og lørdag kl. 19-21 i perioden oktober-april, og torsdag-søndag kl. 21-23.30 i perioden maj-september.

Poble Espanyol: Turens absolutte højdepunkt seværdighedsmæssigt for mig var Poble Espanyol beliggende på Montjuic. Det er en by bygget til verdensudstillingen i 1927 med kopier af huse fra alle egne af Spanien. I husene er der nu kunstudstillinger, butikker med kunsthåndværk og restauranter. Det er absolut charmerende og meget hyggeligt. Mange af butiksejerne havde deres hunde og katte med på arbejde, så det er ikke velegnet til folk, der er bange for dyr. De var dog alle venlige og villige til at blive klappet. Det var i øvrigt turens eneste museum uden kø, men jeg ved ikke, hvordan det er i højsæsonen.

pople3

Poble Espanyol

Transport:
Det er nemt at komme rundt med metroen. Metroen bevæger sig ikke udenfor zone 1, hvis du vil købe billetter i en automat, hvilket også er nemt.
Taxier er billige og findes over hele byen.

Spisesteder:
Moritz: Barcelonas mest kendte bryggeri, Moritz, har også en restaurant. Hvis det er muligt, så søg mod den bagerste del, da lyden er forfærdelig ud mod gadevinduerne. Maden er ellers udmærket, øllen er god, og ølsangria kan anbefales. Tag et kig i kælderen, hvor øllen brygges, for at se processen.

Moritz

I kælderen på Moritz kan man se brygudstyret

Tapa Tapa: Der ligger to restauranter ved navn Tapa Tapa i Barcelona. Den ene på Passeig de Gracia, som efter sigende skulle være god, og den anden på Gran Via de les Corts Catalanes, som var medium. Som navnet antyder, serveres der kun tapas, og menukortet er let og overskueligt. Der er billeder til, så det er også turistvenligt. Maden kom hurtigt og var ok, men det var så også det. Der var larmende i lokalet, men det virker børnevenligt.

Cera 23: For så at gå over i en helt anden boldgade var det absolut mest fantastiske spisested Cera 23! Lad dig ikke snyde af beliggenheden i en semisnusket gade. Indretningen var hyggeligt, betjeningen venlig, behagelig og professionel, og maden var uovertruffen og med tilhørende lækker vin. Man bør dog bestille bord, selv på hverdage, da stedet er uhyre populært. Deres drinks så også utroligt lækre ud. Jeg var dog så mæt, at jeg ikke fik dem smagt. Det skal jeg helt sikkert på mit næste besøg i byen!

Se også mine tips til Athen, Budapest og Zagreb

6 Comments

  1. Pingback: Tips and tricks for Barcelona | Vendelia

  2. Pingback: Velfortjent hvil i Heilbad Heiligenstadt | Vendelia

  3. Pingback: Forlænget weekend i Hamburg – bustur fra helvede! | Vendelia

  4. Pingback: Destinationer til venindeferier | Vendelia

  5. Pingback: Sjov undersøgelse om rejsevaner – Vendelia

  6. Pingback: Destinationer til venindeferier – Vendelia Travels

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *