Luftballon over Napa

Jeg har gennem flere år ønsket at komme en tur op over træerne i en luftballon, men hver gang jeg er kommet i nærheden af en, er turen blevet aflyst pga. vejret eller prisen har været lige i overkanten af mit budget. Men denne gang skulle det være!

Vi bookede en tur til en smuk tur hen over vinmarkerne i Napa Valley. Vi var ret sikre på, at turen denne gang ikke ville blive aflyst, da vejret stort set altid er skønt i Napa, og det skete da heller ikke.

BallonVue

Der er flere firmaer, der tilbyder solopgangsture over Napa. Vi valgte Balloons Above The Valley, fordi vi fandt en rabatkupon, og dermed blev de det billigste firma.

Inden turen
Afgangen er fra Yountville, en lille by lift udenfor selve Napa by. Vi havde overnattet på den lokale Motel 6, og mødestedet var Hotel Mariotts lobby lidt længere henne ad vejen. Ved ankomsten til lobbyen bliver man registreret og får tildelt en ballonskipper, og herefter går der ca. en time med at drikke kaffe, spise morgenbrød og tisse af. Herefter bliver man kørt i minibusser, opdelt efter ballonskipper, hen til marken, hvor ballonerne flyver fra. Ballonerne bliver pustet op, mens man venter, så man får rig mulighed for at se, hvilket kæmpe arbejde det er!

BallonStartNår ballonen er klar, kommer man op i kurven, og man bliver placeret så der er en nogenlunde vægtfordeling i kurven. Herefter får man en lille introduktion til flyveturen af ballonskipperen. Vores hed Jake og var 3. generationsballonskipper og en spasmager. Kl. ca. 6.30 er man i luften, så man kan nyde solopgangen.

BallonSolopgang

Tips til flyveturen
Selve turen tager ca. 40 minutter, og det er utroligt fredeligt og smukt. Jeg er lidt udfordret, hvad højder angår, men jeg følte ingen højdeskræk i luftballonen, fordi det er så stille, roligt og glidende. Selve kurven er meget solid, så man er ikke bange for at falde ud af den! Luftballonen flyver med vinden, så man mærker heller ingen blæst, når man er oppe. Der bliver desuden varmt i ballonen, da der jo er ild, der danner den varme luft. Der er dog koldt, mens man venter på at komme op i ballonen, så tag en trøje på, som du kan tage af i løbet af flyveturen.

BallonIld

Og nyd så ellers synet af solopgangen over vinmarkerne, og hvor smukt og fredfyldt det hele er, langt fra verdens vrimmel!

BallonSelfie

Landingen er en variabel, da en luftballonen kun kan flyve derhen, hvor vinden blæser den. Ballonskipperen er i radiokontakt med folkene på jorden, så man kan blive hentet, hvor han lander. Landingen kan godt være hård, har vi hørt, men vi havde en utrolig rolig landing, hvor der ikke var behov for at holde fast i kurven.

Efter turen
Man bliver som sagt hentet af minibusserne igen ved landingstedet (vi landede i en park, så vi skulle lige gå gennem den hen til bussen), og derefter gik turen retur til Hotel Mariott, hvor der var champagnebrunch med alle deltagere og ballonskipperne. Det er muligt at fravælge denne champagnebrunch.

BallonVue2

Det er en meget unik oplevelse, og jeg kan godt anbefale det, også til folk med højdeskræk. Ingen flyvetur er ens, da alt afhænger af luftstrømmene den dag. Det er en meget fredfyldt, smuk og afstressende oplevelse!

One Comment

  1. Pingback: Californien rundt – Vendelia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *