Anmeldelse af Køge Museum

Jeg har nu besøgt Køge Museum efter den omfattende nyopsætning, og her følger min anmeldelse.

Køge Museum var længe lukket, men åbnede dørene igen i juli 2015 som et helt nyt slags museum. Det har taget mig et stykke tid, men endelig har jeg fået det besøgt.

Besøget begynder med en udlevering af en iPad med høretelefoner. På iPaden er der 9 cirkler, som du kan bruge til at tegne en kode, og herefter begynder en fortælling om en af museets genstande. Alt sammen moderne og lovende..

Og nøj, hvor blev jeg skuffet!

Museet er groft sagt delt op i tre dele: en del er museumshaven, som der er fri adgang til. Her er en legeplads og slagtergården fra 1500-tallet, som der skal betales særskilt entré til. Her kan børn lege. De to øvrige dele er i hovedhuset, hvor størstedelen handler om skibet Dannebroge, og den anden del om resten af danmarkshistorien.

Køge Museum, Museumshaven

Museumshaven

Jeg husker museet fra før den store omgang, og jeg kan derfor se, at der er en helt enorm del af samlingen, der ikke bliver udstillet, hvilket jeg personligt synes er en skam.

Faktisk føles den nuværende opsætning som at gå rundt i en halvtom museumsbygning. Der er nogle få ting i hvert lokale. Alle tingene er ledsaget af et lille skilt med en tekst a la “kranie, 900-tallet” og så koden til iPaden. Og det er da også nogle udmærkede ting, manden på iPaden kan fortælle, men de er meget generelle og har ikke så voldsomt meget med de enkelte ting, som man faktisk står og kigger på, at gøre.

Min store anke mod museets nyopstilling er, at det i virkeligheden handler meget lidt om Køge, og meget om generelle ting, og så selvfølgelig skibet Dannebroge og dets tragiske skæbne. Og det er en skam, for Køge har en voldsomt spændende historie. Museumsbygningen i sig selv har en spændende historie, som du ikke længere kan lære om på museet! (Bygningen er bygget af Søren Kræmmer i 1619 og blev i 1690’erne overtaget af kongens uægte søn, Christian Gyldenløve, og kaldes derfor Gyldenløves Gård. I 1791 blev bygningen hjemsted for pynteeskadronen Bosniakkerne, som i virkeligheden var fattige bønder, der var udstyret med en hest og en orientalsk udseende uniform og som fik besked på at farve håret sort og hænge blyklodser i skægget, så de så tyrkiske ud. I 1816 ophørte Køge med at være garnisonsby, og bygningen blev herefter fattighus, indtil Køge Museum overtog den i 1909.)

KøgeMus

Summa summarum er jeg vældigt skuffet, men jeg tror museet egner sig godt til børnefamilier, da hvert rum er meget overskueligt, og iPaden-delen nok tiltaler dem.

Entreprisen er 90 kr. for voksne og 40 kr. for børn. Entre til huset i gården er også 40 kr.

Læs om andre seværdigheder i Køge her,  om spisesteder i Køge her og frokostrestauranter i Køge her

One Comment

  1. Pingback: Gastronomia Smeralda – Strøby Egede og Karlslunde – Vendelia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *