Vestervig Kirke

Danmarks største landsbykirke er nu åben for publikum igen efter en længerevarende restaurering, og den gemmer på mange interessante historier!

Vestervig Kirke har en lang historie, som også kan ses, når man kommer ind i kirken. Den er nemlig ikke som de fleste landsbykirker.

Model af Vestervig Kirke

Kirken er oprindeligt en klosterkirke opført til augustinerordnen. Faktisk var der tidligere på stedet en kirke, der var indviet til Skt. Thøger. Resterne af denne kirke kan ses uden for Vestervig Kirke i form af kvaderstenskapitæler og lignende. Grundplanen kan også ses på kirkegården, som iøvrigt har fungeret som kirkegård siden vikingetiden.

Vestervig Kirke Dør

Rester fra Skt. Thøgers Kirke

Udvendigt er det også muligt at se det ældste kirkelige solur i Nordeuropa. Bemærk at timerne angives med T, S og N. T betyder tertia, altså den 3. time, hvilket er kl. 8 om morgenen. S betyder sexta, den 6. time (kl. 11), mens N betyder nona, den 9. time (kl. 14). Middag er angivet med et kors.

Vestervig Kirke Solur

Soluret på Vestervig Kirke

Uden for kan man også besøge Liden Kirsten og Prins Buris’ grav, hvor der ofte ligger en brudebuket. Ifølge traditionen ligger her kong Valdemar den Stores søster, Kirsten, som kongen piskede ihjel, da hun ville giftes med Prins Buris. Kirsten blev gravlagt her og Prins Buris lænket til kirken, så han kunne nå hendes grav. Brudepar efterlader her en brudebuket til Kirsten, som aldrig fik en.

Liden Kirsten og Prins Buris' grav

Liden Kirsten og Prins Buris’ grav

Graven er fra 1100-tallet og har været åbnet og undersøgt. Den indeholder en mand og en kvinde.

Har du mulighed for det, bør du også kigge indenfor. Klosteret har været særdeles velhavende, og derfor også rigt udsmykket med bl.a. smukke kalkmalerier.

Nordre Kirkeskib Vestervig Kirke

Stjernehvælv i det nordre kirkeskib

Vestervig Kirke Kalkmaleri

Kalkmaleri fra 1510-20

Kalkmalerier er blevet smukt restaureret, så man næppe kan forstå, at de er helt tilbage fra 1510-1510!

Der findes også et kalkmaleri fra ca. 1550, som desværre ikke er nær så godt bevaret. Det forestiller en langhalset fugl (en svane?) og en hund. Teksten lyder “ollmer oc di ander goe meend som vaar forsamel”

Vestervig Kirke Kalkmaleri fra 1550

Kalkmaleri med en fugl og hund

Desværre kan jeg ikke finde ud af, hvilken historie teksten henviser til.

Men kalkmalerier er ikke det eneste spændende kirken gemmer på. På væggene hænger, der tavler med metalstykker, hvilket er gamle kistebeslag for prominente folk begravet i kirken.

Kistebeslag i Vestervig Kirke

Kistebeslag for slægten Moldrup

Disse er i bly og for slægten Moldrup. Teksten er nu ulæselig, men fra gamle optegnelser kendes de 2 af dem.

Døbefonten er også værd at kigge nærmere på. Den er fra år 1300 og den eneste af denne type i Danmark. Den er lavet af norsk klæbersten. Dåbsfadet er fra 1575 og viser Mariæ bebudelse.

Vestervig Kirke Døbefont

Døbefont og dåbsfad

Døbefonten stod oprindeligt i vestenden af kirken, som traditionen var i middelalderen. Man ønskede i 1917 at flytte døbefonten, men måtte ikke for Nationalmuseet, og derfor blev der lavet en kopi, som kunne stå i koret. Kronprins Frederik, den senere Kong Frederik d. 9., undrede sig ved et besøg i kirken over de to døbefonte, da han fik forklaringen, fik han udvirket, at Nationalmuseet gav lov til at flytte den. Kopien blev foræret til Nørlem Kirke.

Ved mit besøg var altertavlen endnu ikke kommet på plads. Den skulle dog være smuk. Den var oprindeligt lavet til Viborg Domkirke i 1729, men blev ikke fundet prangende nok.

Vestervig Kirke Alter

Lysekrone og manglende altertavle

I stedet kunne jeg beundre den smukke lysekrone fra 1679, der stadig hænger på sin oprindelige plads.

Den gamle klosterkirke, der er blevet til en voldsomt stor landsbykirke, er efter min mening absolut et besøg værd! Der er mange flere spændende ting, end dem jeg lige har listet her, som de smukke kirkebænke, prædikestolen og Danmarks ældste gravsten. (Det er en gravsten over Tue præst fra 120?. Det sidste tal er ulæseligt, men det er altså nok til at gøre det til den ældst daterede danske gravsten.)

Læs mere om seværdigheder og aktiviteter i Vestjylland her.

2 Comments

  1. Pingback: Hørdum Kirke – Vendelia

  2. Pingback: Hørdum Kirke – Vendelia Travels

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *