Anmeldelse af Maps.me

I denne uge skal det handle om appen Maps.me, som er en app med kort, du kan bruge på dine rejser.

Maps.me er en gratis app, hvor du kan hente kort til din telefon eller tablet, som du kan tilgå offline. Det er smart, så du ikke er afhængig af Wi-Fi, roaming eller bare at have forbindelse til internettet på dine rejser.

Du kan hente en kortpakke hjemmefra, som så er tilgængelig på din telefon uden internet og uden forsinkelse eller loading. Du kan hente et land, en by eller bydel ad gangen alt efter dit behov.

I pakken findes en masse interessepunkter som seværdigheder, restauranter, hoteller, hæveautomater m.m., som du kan søge på offline. Du kan selv markere interessepunkter, fx dit hotel, så du kan finde tilbage. Du kan også tilføje ting og dele det med andre. Appen er nemlig open source, dvs. at alle kan bidrage til den.

Vha. GPS finder appen ud af, hvor du befinder dig og kan udregne ruter til din ønskede destination.

Vi testede appen, mens vi var på Malta og i London, hvor vi var til fods. Det er super smart og fungerer godt.
Appen er stabil og hurtig. Det eneste, du skal gøre, er at huske at hente kortet, mens du har internetforbindelse.

Det er rigtigt godt med de indeholdte interessepunkter. Vi fik pludseligt behov for at hæve kontanter, og i appen kan man vælge at f vist de nærmeste hæveautomater – smart!

Vi har dog også testet appen, da vi tog bilen til Weimar og Osnabrück – her er den knapt så smart! Man kan ikke indstille om ruten skal være kortest eller hurtigst, som man ellers kender fra GoogleMaps og almindelige GPS-enheder til biler. Som standard tager Maps.me åbenbart langsomst og størst mulig omvej! Vi fik kørt rigtigt meget og rigtigt længe!

Maps.me findes til iPhone, Android og Kindle, men ikke til Windows Phone.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *