Hurtigt gennem sikkerhedskontrollen

At stå i kø til sikkerhedskontrollen er ikke det mest festlige, og værre endnu bliver det, hvis du også skal tjekkes ekstra grundigt igennem. Her kommer et rejsetip til, hvordan du hurtigt kommer gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen.

Jeg kan desværre ikke trylle køen væk, men her er mine tips til, hvordan du selv kan få det til at gå så hurtigt som muligt.

1. Klæd dig fornuftigt på
Dvs. undgå bælte og besværlige sko. Hav en jakke på, du let kan putte ting i lommen af, og som du nemt kan tage af og lægge på bånden (det skal du under alle omstændigheder). Undgå hårpynt og hårelastikker med metal. Og vælg en bh, hvor metallet ikke sætter alarmerne igang!

2. Vær opmærksom på reglerne
Læs op på reglerne hjemmefra (eller læs dem her): Sørg for at have en godkendt lynlåspose til væsker. Den må maks. indeholde 1 liter. Hver individuel beholder i posen må ikke overstige 100 ml. Alle væsker skal være i posen. Du må gerne medbringe en tom vandflaske, som du kan fylde på den anden side. Ingen skarpe objekter som knive, sakse og neglefile i metale må medbringes. Du må kun medbringe 1 lighter, som skal fremvises i sikkerhedskontrollen. Bærbare computere, tablets og lign. skal også fremvises, d.v.s. tag dem ud af tasken og læg dem i bakken. Har du flydende medicin tæller det ikke med i den 1 liter, du må medbringe. Husk blot at have et rejsebrev fra din læge.

3. Pak din håndbagage rigtigt
Sørg for at have alt i den genlukkelige pose, og hav den øverst i din bagage, så den er lige til at tage ud. Hav nøgler, mønter, mobiltelefon o.s.v. i din taske eller jakkelomme, som du tager af. Hav tablets og computer, så du hurtigt kan få dem ind og ud af taske eller kuffert.

Når jeg ikke tjekker bagage ind, rejser jeg med denne kuffert, hvor jeg placere tablet og pose med flydende ting i lommen foran, så jeg hurtigt kan få adgang til det.

4. Vælg den rigtige kø
Lettere sagt end gjort, men kig efter køen med folk, der ser ud til at rejse tit. De har som regel en jakke over armen, et bælte i hånden og en computer under armen og en lille kuffert med fire hjul. De har helt styr på reglerne, bipper ikke og de er hurtigt væk.

5. Vær klar
Og opfør dig som beskrevet oven over. Vær klar til at smide alting op, så snart du kommer hen til båndet. Så er du hurtigt ude på den anden side 🙂


God tur!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *