Ture fra Nice

Vi brugte som sagt Nice som base for små ture ud. I sidste uge gik turen til Monaco, og i denne uge er det Antibes, Cannes, Grasse og La Turbie, der står for skud.

Tog i Frankrig er som sagt nemt og pålideligt. På stationen i Nice kan du købe billetter til både Antibes, Cannes og Grasse. Det vrimler ikke med afgange til Grasse, men til de to andre kører togene ofte. Der er en tolerance for et stop undervejs, så det er perfekt at kombinere fx Antibes og Grasse på en dag.

Antibes
Antibes ligger kun en halv time fra Nice og er en gammel græsk koloni ved navn Antipolis. Selve den gamle bymidte ligger ca. ti minutters gang fra stationen. Det fremgår tydeligt af de snoede gader, at byen ikke er grundlagt af romerne!

I Antibes fandt vi en rigtig fin absintbar/absintmuseum, der hedder Balade en Provence.

Udefra ligner det en tilfældig turistbutik, men i en hjørne i butikken finder man en lille trappe, der fører en ned i en kælder fra det 9. århundrede. Her er baren/museet indrettet med mange gamle flasker, glas og reklamer for absint. Midt i lokalet er der også en gammel romersk brønd, hvori man kan sidde og drikke absint.

Man kan nemlig købe absint fra den rigt udstyrede bar og få undervisning i absintens historie og ritualet, der hører med til at drikke den. Personalet er meget vidende, så det er en utrolig sjov oplevelse.

Antibes byder også på et museum om Picasso og et arkæologisk museum.

Cannes
Ca. 40 minutter fra Nice ligger Cannes, som kendt fra de gyldne palmer. Langs La Croisette ligger de fine hoteller side om side med designerbutikker som Dior og Prada.

Lige overfor er stranden og for enden er Palais des Festivals et des Congès, hvor prisuddelingerne foregår. Der var en eller anden kongres i gang, da vi besøgte stedet, så vi kunne ikke komme tættere på Palais des Festivals end Snapchathjulet!

Bemærk især hotellerne Carlton og Majestic, hvor de rige og berømte bor. Overfor Majestiv står en søjle med en buste af ingen mindre en Kong Christian X, som sammen med dronning Alexandrine boede på Majestic og blev æresborger i byen.

Alt i alt var Cannes ikke et sted, jeg behøvede lang tid, men vi blev fanget to timer ekstra i byen, da der var problemer med togene. Er du til designershopping, er her et godt udvalg.

Grasse
Grasse er parfumebyen over dem alle, da byen har været parfumecentrum siden 1500-tallet. Der ligger flere store parfumevirksomheder i byen bl.a. Molinard og Fragonard.
Du kan besøge Musée International de la Parfumerie, hvor parfumens historie fortælles.

Vi besøgte først Molinard, hvor der er et lille museum, en butik og så en omvisning på fabrikken, hvor man får lov til at lave sin egen parfume. Desværrekom vi aldrig på omvisningen, da den pludseligt blev aflyst.

I stedet gik vi til ”konkurrenten” Fragonard. Fragonard er navnet på det nok mest berømte bysbarn i Grasse, nemlig maleren Jean-Honoré Fragonard, men har altså som sådan ikke noget med ham at gøre. Her fik vi en omvisning på fabrikken af en utroligt sød og passioneret omviser.

Omvisningen slutter i butikken, hvor omviseren viser de forskellige dufte efter ens præferencer. Det er et fabriksudsalg, så det er meget fordelagtigige priser, hvad vi også fik konstateret passer i lufthavnsbutikken. Se mere om Fragonard her.

La Turbie
Sidste punkt på dagsordenen er La Turbie, som er en lille bjerglandsby over Monaco. Man kan komme dertil med bus fra Monaco, men vi snød og kørte i vores lejede bil fra Nice. Det tog ca. 20 minutter. Landsbyen ligger ved den romerske vej Via Julia, og over landsbyen troner Le Trophée des Alpes eller Le Trophée d’Auguste. Det er et monument, der hædrer Augustus’ sejr over 44 stammer i år 13 f.v.t. bygget af det romerske senat i år 6 f.v.t. Monumentet har haft en hård skæbne og har tjent som fæstning og stenbrud, så en god del af landsbyen La Turbie er bygget af sten herfra.

Der er et lillebitte museum, der fortæller om restaureringen af monumentet.

Det er muligt at komme op i monumentet, hvorfra der er en god udsigt.

Læs om Parisshopping i Paris, Nice, Monaco samt Arles, Nîmes og Orange.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *