Shopping i Paris (og et par fifs til Nice)

I juni tilbragte jeg fire dage i Paris, og man kan jo ikke være der uden at komme til at shoppe lidt, så dennes uges indlæg handler om shopping i Paris.

Stormagasiner
Galleries Lafayette og Printemps er to store og centrale stormagasiner i Paris. Begge er meget smukke, især er kuplen fra Galleries Lafayette kendt. Begge stormagasiner handler med designermærker og svarer lidt til Harrods og Liberties i London.

Galleries Lafayette er bestemt det mest besøgte af de to! Det er så besøgt, at der er kø til at komme ind ved de enkelte designerafdelinger. På etagen med tasker og tilbehør var der uden undtagelse en pæn kø til samtlige butikker af mærker som Chanel, Gucci, Louis Vuitton og Saint Laurent!

Er det ikke et must for dig at få den klassisk Galleries Lafayette indkøbspose, vil jeg i stedet anbefale Printemps. Her er færre mennesker, ingen kø og de samme mærker. Det er en mere rolig og eksklusiv oplevelse at shoppe i Printemps.

Designershopping
Designershopping foregår på Champs-Élysées, hvor mange designerbutikker har enten deres Maison eller en butik. Derudover er det en god idé at kigge rundt i gaderne omkring Tuilerierne, hvor bl.a. Chanel og Fauré le Page holder til i Rue Cambon.

Outletshopping
Hvis man er seriøs omkring sin shopping (hvad jeg til tider er), kan man tage på outlettur til La Vallée Village, som er en hel outletby. Outletbyen ligger ikke langt fra Disneyland, så det kan med fordel kombineres. Hvis man ikke skal i Disneyland, kører der en bus fra Paris fra Place des Pyramides (billetten skal købes på forhånd ved ParisCityVision). Billetten fra Paris koster 25€ tur-retur, så det er mest henvendt til seriøse shoppere. Bussen afgår kl. 9.30 og 13 fra Paris og kører retur kl. 16 og 18.45.

Outletbyen har lidt Disneyland over sig. Der spiller diskret musik over det hele, og her er sørme rent og pænt. Her er selve butiksområdet, og herfra kan du komme over til en fint anlagt ”markedsplads”, hvor der er restauranter. Her kan du finde en asiatisk restaurant, en tapasrestaurant, et creperi osv. Vi spiste frokost på Creperie le Menh’ir, som var ganske udmærket. Man får cider i kop på ægte bretonsk vis.

Mellem outletbyen og spiseafdelingen ligger Val d’Europe, som er et gigantisk almindeligt shoppingcenter. Det er overdækket og med aircondition, så hvis du overopheder i outletdelen, kan du køle ned her.

Grunden til hele outletturen var, at jeg er mægtig glad for tasker af mærket Longchamp, der er de perfekte rejsetasker, og jeg havde hørt om Longchamp-outlettet. Jeg fik ganske rigtigt tjent busbilletten ind på mine indkøb her.

Pharmacie-shopping
Er du glad for hudpleje, så er franske pharmacie’r lige noget for dig. Her kan du slå dig løs med mærker som La Roche-Possay, Avene, Vichy og Caudalie til gode priser og med et stort udvalg. Kommer du uden for Paris er priserne endnu bedre. I Val d’Europe ligger et stort pharmacie, der er billigere end i Paris.

Secondhand-shopping i Nice
Jeg ved godt, at Nice ikke er Paris, men lad mig lige nævne, at secondhand-shopping i Frankrig er episk. Jeg har ikke selv fundet en i Paris, men jeg ved de er der.
Til gengæld fandt jeg Dépôt-Vente Luxe i Nice, 2 Rue Blacas, hvor jeg fandt en fantastisk taske til en fantastisk pris.

Andrea som ejer Dépôt-Vente Luxe fortalte,at der om mandagen i Nice på Cours Saleya sælges mange lækre secondhand tasker. Desværre, eller måske heldigvis, var vi ikke i Nice på en mandag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *