Rejseforsikring

Hidtil har jeg været temmelig heldig på mine rejser og kun oplevet forsinkede fly og en ødelagt kuffert, men på sommerens tur til Frankrig gik det mere galt.

Som faste læsere ved har jeg type 1 diabetes, hvilket betyder, at jeg bruger et blodsukkerapparat til at måle mit blodsukker med nogle gange i løbet af dagen. Jeg havde selvfølgelig medbragt mit trofaste apparat og rigeligt med teststrimler, men vel ankommet til Nice kan jeg ikke få mit apparat til at virke! Der er utroligt varmt i Nice, så jeg efterlader apparatet på hotelværelset, hvor der er kølig pga. aircondition, da jeg tænker, at det vil få det bedre efter lidt tid, men næste dag fortsætter problemet. Apparatet tænder, men opdager ikke, at der kommer blod på strimlen. Efter at have prøvet alverdens ting, går vi ind på et Pharmacie (de ligger heldigvis bogstaveligt talt på hvert hjørne i Frankrig). Ekspedienten kan fortælle, at de ikke har et apparat magen til mit, og ingen der bruger den type teststrimler.

Vi forsøger et andet Pharmacie, men her kan ekspedienten fortælle efter at have ringet lidt rundt, at ingen i hele Frankrig har det apparat eller et, der bruger de teststrimler. Et andet apparat med nok teststrimler til resten af turen koster 100€.

Når jeg er på rejse, har jeg altid et lille kort med nummeret til min rejseforsikring med mit policenummer på. Jeg kan derfor hurtigt ringe til min rejseforsikring og fortælle om problemet. Her får jeg beskeden, at mit apparat kan dækkes af indboforsikringen, og at de overfører penge til min nemkonto til at købe et nyt apparat!

Så husk en rejseforsikring – man ved aldrig hvornår man får brug for en! Husk at der er forskellige priser alt efter dine rejsevaner. Der er ingen grund til at betale for dækning af skirejser, hvis du aldrig tager på skiferie!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *