Nuuk

Grønlands hovedstad Nuuk var udgangspunktet for min tur til Grønland – jeg har ønsket at besøge Grønland lige siden 1989, hvor Nissebanden i Grønland første gang blev sendt. Og jeg blev ikke skuffet!

Nuuk er en nem by at være turist i. De fleste ting er koncentreret i og omkring den gamle Kolonihavn, så det er nemt at komme rundt til fods.

Transport:
Du kan komme til Nuuk med fly via Kangerlussauq. Det tager ca. 45 minutter at flyve mellem Kangerlussuaq og Nuuk.

Du kan også komme via færgen Artic Umiaq Line fra en af byerne på vestkysten.
En populær transportmåde er krydstogtskib. Mange krydstogter har et stop her.


Transport rundt i byen er nemt til fods. Skal man til udkanten af byen er det nemt at tage en taxi, og det er ret billigt sammenlignet med Danmark. Startgebyret er kun 20 kr., så det er faktisk muligt at tage en tur for under 50 kr.! Det koster ca. 100 kr. til lufthavnen fra Nuuk by.

Der kører også en bybus. Stoppene kan ses på bykortet, der fås ved turistkontoret Tupilak.

Museer:
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv: Åbent alle dage 10-16. Entré 30 kroner. Et stort og omfattende museum, der dækker mange aspekter af Grønlands historie. Brug især tid på de fine film af Jette Bang samt mumierne. Der er en film om mumierne i rum 1.


Nuuk Kunstmuseum: Åbent tir-søn 13-17, tors 13-19. Entré 30 kroner.  Stort kunstmuseum indrettet i en tidligere kirke. Spændende samling af grønlandske kunstnere og et rum med værker af Emanuel A. Petersen.


Nuuk Lokalmuseum: Museum med fokus på Nuuks udvikling. Der er især ting fra 50’erne og frem.


Kutuaq kulturhus: Åbent man-fre 11-21.30, lør 10-21, søn 10-15. Bygningen er inspireret af nordlyset og indeholder en god café (se nedenunder), en biograf og huser skiftende udstillinger og afholder koncerter.

Seværdigheder:
Vor Frelser kirke: Der er to kirker i Nuuk, men denne er domkirken og den ældste fra 1849. Den ligger centralt i kolonihavnen. Kirken kan kun besøges under gudstjeneste.


Statuen af Hans Egede: Missionæren Hans Egede (1686-1758) var den første skandinav til at bosætte sig på Grønland efter de islandske nordboere. Han anlagde først en koloni på Håbets Ø, som statuen står og kigger mod fra fjeldet ved domkirken, men endte med at flytte kolonien til Godthåb, det nuværende Nuuk. Læs mere om Hans Egede her.


Hans Egedes hus: Det er Grønlands ældste hus, som var beboet var Hans Egede, ligger i kolonihavnen et stenkast fra Vor Frelser Kirke og statuen af Hans Egede. Huset kan beses udefra, da det kun benyttes til officielle formål. Det er pt. ved at blive renoveret. Det er normalt gult.

Samuel Kleinschmidts pæl: Samuel Kleinschmidt (1814-1886) var en herrnhutermissionær, der bl.a. forskede i det grønlandske sprog og som den første udgav en grønlandsk grammatik, ordbøger og formulerede den grønlandske retskrivning. Pælen er den hvorpå han hængte sin lygte på vej fra sit hjem til seminariet og tog den på vej tilbage igen.

Ture:
Der er mange ture at tage på i Nuuk primært med båd.

Bådture i fjordene omkring Nuuk er fantastiske. Om sommeren er hvalsafari et must, og det er rigtigt godt at komme på en tur med erfarne lokale, der ved, hvor hvalerne er at finde.

Man kan også tage til Kapisillit, der er stedet, hvor mange lokale har sommerhuse eller Qooqut (se under tips), fisketure eller en tur i Nuuks isfjord, som ikke er helt så vild som i Ilulissat.

 

Se mere ved Nuuk Water Taxi eller Tupilak Travel.

Guide til at spise ude:
Det er dyrt at spise ude, men er man vant til danske priser er det ikke voldsomt. Frisk lokal fisk er til gengæld ret billig, så hvorfor ikke gå efter det?

Importeret øl, vin og spiritus er ret dyrt. Gå efter lokal øl fra Godthaab Bryghus eller Qajaq, som kan fås for 55 kr. for en fadøl.

Brød og bagværk er virkeligt godt, så sæt tid af til kaffe og kage eller prøv kaffemik, hvor du ikke kommer uden om det.

De fleste restauranter og caféer laver grønlandsk kaffe, som minder om irish coffee. Det består af whisky, kahlua, kaffe og flødeskum overhældt med grand marnier. Der er lidt forskellige historier om betydningen af grønlandsk kaffe, men den vi fik fortalt på turen var at whiskyen symboliserer den grønlandske mand, kahluaen den grønlandsk kvinde, der forenes af kaffen. Flødeskummen er isbjergnene og grand marnieren, der antændes og overhældes, er nordlyset. Jeg kan anbefale grønlandsk kaffe plus tilhørende lille show på Café Toqqorfik (se nedenunder).

Spisesteder:
Café Toqqorfik: Den hyggelige café ligger tæt ved National museet og Nuuk lokalmuseum ved Kolonihavnen og er ejet af danske Annette. Servicen er helt i top, og det samme er maden. Vi fik grønlandsk tapas, og det er blandt de lækreste måltider, jeg nogensinde har fået! Det bestod af snekrabbe og grønlandske rejser overdrysset med “sne”, som er caféens forretningshemmelighed. Næste omgang bestod af  to slags hellefisk og lam. Vi vendte senere tilbage for grønlandsk kaffe og spil, som caféen også har. Det er et absolut must at besøge caféen, når du er i Nuuk!

Cafetuaq: Her kommer de lokale for at spise brunch. Det er en lækker og omfattende brunchbuffet. God og opmærksom betjening.

Café Esmeralda: En populær café blandt de lokale. Vi fik lækre pastaretter med et grønlandsk twist.

Caffe Pascucci: Caféen ligger i Nuuk centeret og er en klassisk café med burger, bagels og kage på menuen.

Charoen Porn: Det er en hel ting: Thaimad med grønlandske råvarer. Charoen Porn er indrettet i gennemført thailandsk stil. Betjeningen er også iført fine thailandske dragter og er utroligt hurtige og høflige. Der er et stort menukort med thailandske retter og en del med grønlandske specialiteter. Lækkert.

Sarfalik: Vi spiste på Hotel Hans Egedes fornemme restaurant på min fødselsdag. Her er et eksklusivt lille menukort, der ændrer sig efter sæsonen. Jeg fik rensdyr, som smagte lækkert. Desværre var desserten ret brændt, og jeg vil i stedet anbefale at besøge Café Toqqorfik for en lækker kage.

Tips:
Med båd kan du komme til Qooqqut, der ligger en lille times sejllads fra Nuuk i en stille bugt. Her er virkeligt smukt, fredfyld og idyllisk.

Og her, omtrent midt i ingenting, ligger restauranten Qooqqut Nuan. Restaurantens smukke beliggenhed er uden sidestykke. Det er igen grønlandsk-thai-fusion, som bare fungerer. Du kan få tilberedt din egen friskfangede fisk. Jeg fik en Fantastisk rødfisk, som vi havde set kokken filetere. Vi var et lille selskab, og de andre roste retten lam med grønlandske svampe. Jeg kan kun anbefale både turen og restauranten, hvor du får ekstrem god service.

Souvenirs:
Husflidsværkstedet: Åbent man-fre 8-16. Det er et arbejdende værksted. Tupilakker kan købes direkte fra kunstnerne her.

Anori Art: Butikken ligger både ved nedgangen mod Kolonihavnen og i Nuuk Centret, og har et stort udvalg af alt fra skind til tupilakker.

Læs også om rejser til og i Grønland, om Ilulissat og se min pakkeliste til Grønland.

One Comment

  1. Pingback: Rejser til og i Grønland (Kangerlussuaq, Air Greenland og bådture) – Vendelia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *