Pakkeliste til Grønland – sommer

Grønland har et andet klima end Danmark, så selvom vi er vandt til dårligt vejr også om sommeren, er der lidt flere ting at pakke, når man rejser til Grønland om sommeren end når det gælder sommerhusturen i Danmark.

Lidt ligesom med Island er der bare koldere, end man regner på Grønland. Vi havde nogle rigtigt gode dage, hvor solen var fremme og temperaturen var tocifret, men der tog vi ud at sejle, og på vandet er der koldere end på land. Så selvom det lyder unødvendigt, er hue, vanter, halstørklæde og uldundertøj ikke en tosset idé. Alternativt til et halstørklæde kan jeg anbefale en polarbuff – de holder vinden ude og halsen varm på bådture!

Der er fjelde, bakker og små smeltevandsbække, så pak fornuftigt fodtøj. Dvs. sko eller støvler med en god sål, støtte om anklen og som er vandtætte. Kombiner med vandresokker, der sidder godt på foden for at undgå vabler og ømme fødder.

Selvom det virker selvmodsigende, er solbrillerogså en god idé. Solen er skarp og især ude på vandet, så gør også plads til dem i kufferten.

En af de ting, der godt kan klare det grønlandske klima er myg. Og der vrimler med myg om sommeren. Pak derfor en myggespray eller et myggenet.

Sidst men ikke mindst vil jeg nævne en rygsæk, der er let og sidder godt på ryggen. Jeg plejer ikke at rejse med en rygsæk, men til denne type tur er en rygsæk bare praktisk.  Man skal have en del ting på sig som myggespray, solbriller, vand og kameraudstyr, og så har du også et sted til hue, vanter og trøje, når det er for varmt. Jeg brugte en tilfældig rygsæk, jeg havde i skabet, men jeg kan godt se værdien i at investere i en rigtig god og let rygsæk. Det gør jeg inden næste ikke-storby-ferie!

Her er en liste over, hvad jeg fandt nyttigt på turen:

Overtøj
Vind- og vandtæt jakke
Evt. regnbukser
Hue
Vanter
Tørklæde/buff

Tøj
Skiundertøj el. lign.
Tynde uldbluser
Tyk uldtrøje, evt. windbreaker
Fleecetrøje el. lign. midterlag
Vandresokker eller sokker, der sidder godt på foden

Andet
Vandtætte vandreresko
Solbriller
Myggespray el. evt. myggenet
Let rygsæk til daglig brug
Kamera!!

Læs også om rejser til og i Grønland, hovedstanden Nuuk og isfjordsbyen Ilulissat!

One Comment

  1. Pingback: Ilulissat – Vendelia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *