Rejsedagbog fra Krakow

Så er vi lige kommet hjem fra en forlænget weekend til Krakow, som var Polens hovedstad frem til 1596. Byen blev sparet under 2. verdenskrig, så her er fyldt med original gammel arkitektur, hvor det er genopbygget i Warszawa. Krakow bliver kaldt Polens kulturelle og intellektuelle centrum med over 180.000 studerende.
Vi tog afsted fredag aften og kom hjem igen tirsdag aften. Her er min rejsedagbog fra turen:

Fredag: Vi tog i lufthavnen fredag kl. 18.30. Vi endte med at have rigtig god tid, da flyet blev forsinket ca. en time. Vi spiste på Aamanns, hvilket var en rigtig positiv oplevelse! Der var ret hektisk i lufthavnen med mange rejsende, men her var roligt og behageligt, og vi fik rigtig god betjening. Da flyet var forsinket, fik jeg også brugt lidt tid i Georg Jensens butik, og jeg skal virkelig love for, at her var exceptionel god betjening. Vi fik mange spændende oplysninger om Georg Jensens design og arbejdsmetoder og rejsetips af det meget dygtige og engagerede personale.

Mad fra Aamanns

Kl. 21.30 gik turen til Krakow med et proppet fly, så vores bagage måtte tjekkes ind. Det kom dog ret hurtigt på båndet, da vi landede i Krakow. Da kl. nu var omtrent 23, valgte vi at tage en taxi til hotellet. Det kostede 89 pln og tog ca. 20 min.

Lørdag: Vi begyndte dagen sent, da vi sov længe og først vare færdige med vores Michelin-morgenmad kl. 10. Vi fik dog nået ret meget alligevel. Vi gik hen til Wawelslottet, hvor vi fik besøgt kirken og set sarkofagerne og Sigismundklokken, samt den fine gård.

Sigismundklokken

Vi fik også set stedet, hvor Krakows jomfruspisende drage efter sigende skulle have holdt til. Man kan købe dragebamser og andre drageting over alt i Krakow pga. legenden om dragen. Iflg. en udgave blev byen reddet, da en ridder fyldte et får med svovl, som vi dragen til at eksplodere. I en anden udgave hedder det sig, at dragen sultede ihjel pga. manglen på jomfruer.

Slotsgården

Derefter gik turen til Rynek Glowny, den store markedsplads. Her fik vi set klædehallen, en bazar fra det 15. årh., der nu huser forskellige boder, og den fine Maria-kirke.

Mariakirken på torvet

Vi fik en dejlig frokost på torvet på Szara, en michelin-restaurant huset i et gammelt apotek.

Rastaurant Szara

Derefter gik vi op til den eneste tilbageværende byport, Florianporten, og fæstningsværket Barbican.

Florianporten

Vi besøgte Czartoryski Museum, som havde gratis entré,da de var ved at lukke museet i forbindelse med en ombygning. Det er en fin mindre samling, der er ret forskelligartet, men imponerende med alt fra aftryk af Chopins hånd over græske vaser, etruskiske sarkofager til Rembrandts Samaritaner!

Czartoryski Museum

Herefter gik turen udenfor Stare Miasto, den gamle bydel, til kattecafeen Kocia Kawiarnia Kociarnia. Det var utroligt sødt! Her mødte vi bl.a. Heino, en killing!

Heino

Dagens sidste stop var en kommunistisk mælkebar, Polskie Smaki. Et billigt, velsmagende og sjovt koncept!

Mælkebar

Søndag: Vi var tidligt oppe, da vi skulle på tur allerede 7.55. Her blev vi hentet på hotelket af Discover Cracow-bussen, som kørte os til Wieliczka saltminen. Den ligger ca. 25 min. uden for Krakow.

Kapel i saltminen

Efter den omfattende rundtur gik turen tilbage til hotellet, hvor vi var kl. 12.30, hvor vi spiste en let frokost på værelset bestående af obwarzanek krakowski.

Obwarzanek krakowski

Det var begyndt at regne, så vi ændrede planer, og tog til en fin bamsebutik for at købe en gave til min gudsøn.

Herefter gik vi op til torvet, for at få kaffe og kage på Café Noworolski, en gammel wienercafé i klædehallen.

Klædehallen og Café Noworolski

Selve cafeen er også meget smukt, men betjeningen efterlod en del at ønske, så vi gik igen. Vi fik købt billetter til Main Market Square Underground Museum, hvor der var indgang kl. 16.45. Der er begrænset plads, så billetterne skal købes lidt i forvejen.

Vi brugte ventetiden på Wierzynek Restaurant fra 1364, hvor man godt kan få betjening.

Herefter gik vi ned til verdens mindste slikfabrik, et bolchekogeri, inden vi gik på museum. Det var en flad fornemmelse. Moderne interaktive museer er bare skuffende! Tomme, intetsigende, men fulde af lys- og lydeffekter!

Inden det var tid til aftensmad tog vi en lille sightseeingtur med hestevogn. Aftensmaden indtog vi på Marmolada, hvor der serveres traditionel polsk mad. Det var hyggeligt og velsmagende, så vi gik mætte og glade tilbage til hotellet.

Mandag: Vi havde regnet med at begynde dagen med at tage ud til Krakushøjen lidt uden for centrum, men der regnede temmeligt meget, og accuweather lovede opklaring omkring kl. 13, så vi tog i stedet ind til universitetets museum i Collegium Maius.

Her kunne vi dog først komme på en guidet tur kl. 12.20, så vi brugte ventetiden i Galeria Krakowska, et shoppingcenter tæt ved Florianporten.

Omvisningen var rigtig god. På 40 minutter fik man gennemgået universitets historie og præsenteret en del af deres berømte studenter gennem tiden. De vigtigste var selvfølgelig Nicolaus Kopernikus og Johannes Paul II!

Efter universitetet gik turen til Kazimierz, det jødiske kvarter, hvor vi fik frokost på Hamsa, en israelsk restaurant. Det var spændende, men ikke helt så velsmagende som håbet. Til gengæld var det hurtig og flink betjening.

Det regnede stadig, da vi var færdige med frokosten, så vi ville tage en sporvogn ud til Krakushøjen. Vi fik købt billetter, men der kom så ingen sporvogne ved stoppestedet, og der kom flere og flere folk til, så vi endte med at gå. Vi krydsede Wislafloden over Laetus Bernatek fodgængerbroen, som er en ret smuk bro med gymnastiske figurer.

Vi gjorde holdt ved Josefskirken i Podgorze på vejen. Det er en smuk, kæmpestor nygotisk kirke fra 1905-1909. Der er mange små kapeller langs kirkeskibet, bl.a. et til Johannes Paul II.

Desværre blev vores paraply stjålet, da vi havde stillet den uden for kirkerummet, da vi gik ind. Resten af turen ud til Krakushøjen blev derfor ret våd! Der er dog en særdeles smuk udsigt fra højen, der ifølge legenden er bygget ved Kong Krakus’ død. En udgravning i 1830 viste dog ingen tegn på, at det var en gravhøj, men daterede højen til år 200 f.v.t.

Regnfuld udsigt fra Krakushøjen

Da vi kom våde ned fra højen lykkedes det at få en sporvogn tilbage til hotellet. Her fik vi tørret os, inden vi gik to etager ned for at spise på hotellets restaurant, Amarylis. Det var en lækker smagsmæssig oplevelse i stilfulde omgivelser.

Apetitvækker på Amarylis

Tirsdag: Sidste dag! Vi fik pakket sammen, spist morgenmad og tjekket ud, men efterlod kufferten på hotellet. Første stop var Nationalmuseet, hvor Leonardo Da Vincis “Dame med Hermelin” holder til, mens Czartoryski Museum bliver ombygget. Vi fik en billet, der også gav adgang til kunsthåndværkssamlingen på museet, og det var en rigtig spændende samling!

Vi spiste frokost på Gossip Café, en ganske lille café med et omfattende morgenmadskort, men der serveres også sandwiches, pirogger og kager.

Herefter gik turen til shoppingcentret Galeria Kazimierz. Det er en flot center, men det er mindre end Galeria Krakowska, og butikkerne er mindre interessante.

Herefter gik vi tilbage til vores hotel, da jeg havde booket en spabehandling. Der kommer en anmeldelse af hotellet i næste uge.

Sidste stop var Krakow Pinball Museum, som er en kælder fyldt med pinball-maskiner. Billetten koster 20 pln og så kan du spillet gratis på alle maskinerne!

Det var god underholdning, indtil vi skulle spise aftensmad på Pod Wawelem  – en polsk temarestaurant med live musik.

Herefter gik turen tilbage til hotellet for at hente vores kuffert og tage i lufthavnen. Vore fly hjem var også forsinket. Denne gang 1 time, og vi kunne forstå, at det åbenbart er ret ofte, at der er forsinkelser mellem Krakow og København.

Ikke desto mindre var det en super skøn tur, og Krakow er en rigtig god destination til en forlænget weekend med hvem som helst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *