Tur fra Krakow: Wieliczka saltminen

Man kan tage flere ture ud fra Krakow, og her er min anmeldelse af en halvdagstur til saltminen i Wieliczka.

Saltminen i byen Wieliczka er fra det 13. århundrede. Den har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1978, og den var faktisk i brug indtil 2007!

Historien om minen hugget i salt

Saltminen har længe været en turistattraktion med bl.a. Nikolaj Kopernicus som en af de første turister. Der er derfor mange valgmuligheder mht. at besøge minen. Vi bookede en tur med Discover Cracow, hvor vi blev hentet på hotellet og kørt med en bus ud til Wieliczka og tilbage igen.
Det kostede 150 pln pr. person inkl. entré til minen.
Busturen tager ca. 25-30 minutter afhængig af trafikken.

Goethe, en af de andre berømte turister, i salt

I Wieliczka er der boder og restauranter op til minens indgang, så du kan tanke op, inden du kommer på en rundtur med en guide. Det er ikke muligt at gå rundt på egen hånd i de 287 km gange!  Husk at købe tilladelse til at fotografere i minen.

Minens ånd (i salt)

Selve rundturen byder på 800 trappetrin, heraf de første 400 for bare at komme ned i minen. Det lyder af meget, men det er ikke slemt!

Der er ca. 14 grader nede i minen, så i sommermånederne skal man lige have en trøje med sig, da turen tager 2,5 – 3 timer. Det afhænger af hvor meget tid, man bruger på at stå i kø. Der er konstant ture i gang og man går altså i gåsegang efter andre ture. Der er pænt meget ventetid, så jeg opfattede det som en ret lang tur!

 

Der er dog pænt i minen, hvor man kommer gennem flere kapeller, som er hugget ud i salt.

Kapel

Man kommer også forbi en kunstig sø og mange saltfigurer.

Kong Kazimierz i salt

Det er imponerende, men som sagt bruger man ret lang tid på bare at stå og vente 327 m under jorden!

Læs min rejsedagbog fra Krakow her, læs om vores fantastiske hotel her, og om spisesteder i Krakow her.

2 Comments

  1. Pingback: Rejsedagbog fra Krakow – Vendelia

  2. Pingback: Anmeldelse: Queen Boutique Hotel, Krakow – Vendelia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *