Siciliens historie

I denne uge handler det om Siciliens spændende historie, for Middelhavets største ø har en omtumlet fortid, der gør den et besøg værd!

Siciliens historie strækker sig helt tilbage til stenalderen, men jeg begynder i 700-tallet f.v.t., hvor den fønikiske kolonisering af øen begynder i nord og vest. Det fønikiske folks hovedby var Karthago i det nuværende Tunesien.

Fønikisk urne i Palermo

I midten af 700-tallet f.v.t. begynder den græske kolonisering af i syd og øst med grundlæggelsen af bl.a Syrakus (Siracusa), Catania og Agrigento. Syrakus blev det vestlige centrum for den græske kultur, kaldet Magna Graecia. Karthago havde dog kontrollen over den vestlige del af øen og dermed var de græske koloniers selvstændighed truet.

Tempel i Segesta

Kampene fortsatte indtil den første puniske krig (264-241 f.v.t) (punisk er latinsk for fønikisk, så det betyder krigen mod fønikerne, altså Karthago). Her støttede Rom nemlig grækerne i kampen mod Karthago på Sicilien, som nu blev romersk provins, da Rom vandt. Karthago blev i øvrigt endeligt udslettet af Rom i 146 f.v.t.

Del af Villa Romana del Casale

Under romersk herredømme fungerede Sicilien som kornkammer for Rom. Øen havde en statholder, prokonsul, som styrede provinsen for Rom. Cicero var i 76-75 f.v.t. kvæstor, den person der holdt styr på skatter og finanser, på Sicilien. Han var vellidt af befolkningen, og i 70 f.v.t. kommer sicilianerne til ham med en klage over Gajus Verres, der havde udplyndret dem, da han var prokonsul fra 74-71 f.v.t. Ciceros taler mod Verres, som endte med at flygte, er bevaret i de verrinske taler.

Da det romerske imperium smuldrede overtog den germanske stamme vandalerne Sicilien i 468 e.v.t., indtil øen blev en del af byzantinske imperium i 533. Hovedbyen var Syrakus, som faktisk endte med at overtage rollen som hovedstad i den byzantiske rige fra Konstantinopel i 663.

Apollontempel i Syrakus 

I 827 begyndte en arabisk invasion af Sicilien og øen oplevede igen en blomstrende storhedstid under arabisk herredømme. Her var Palermo hovedbyen.

Palermo

Det fortsatte den med at være, da normannerne indtog øen. Det skete ved indtog i løbet af 1000-tallet og i 1130 blev Sicilien sammen med Malta en del af kongedømmet Neapel med Roger d. 2. som konge. Sicilien blev nu katolsk.

I perioden 1194-1816 er der skiftende konger, der regerer over Sicilien, som når at høre under Spanien, Savoyen og Østrig. I 1816 oprettes kongedømmet Begge Sicilier under Kong Ferdinand d. 1.

Middelalderlandsbyen Novara Di Sicilia

I 1861 erobrede Garibaldi Sicilien, og øen blev en del af det samlede Italien, som den stadig er den dag i dag.

Læs med i de næste uger, hvor jeg gennemgår de antikke seværdigheder på Sicilien, og de specifikt ikke antikke seværdigheder og siciliansk mad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.