Seværdigheder på Sicilien (ikke antikke)

I denne uge handler det om de seværdigheder, der ikke er antikke templer og des lige på Sicilien. Så læs med, hvis du har fået nok af gamle sten.

Palermo
Palermo er Siciliens hovedstad, så her er alle de udbud en hvilken som helst anden moderne storby kan byde på fra barer til shopping. Her er de tre mere udsædvanlige ting, du kan bruge din tid i Palermo på:

Il Museo internazionale delle marionette: Marionetdukker har været en stor ting på Sicilien, hvor marionetdukketeater var en populær underholdningsform. Her på museet har de dukker fra hele verden, og den største del af samlingen er sicilianske marionerdukker, som varierer i størrelsen fra en halv til halvanden meter. Desværre er en god del af formidlingen overladt til film. Der er også et marionetdukkemuseum i Syrakus.

Catacombe dei Cappuccini: I udkanten af Palermo ligger cappuccinermunkenes katakomber. Her er lange gange fyldt med mumificerede munke, mænd, kvinder og børn samt skeletter. Mumificering processen er nemlig ikke lykkedes lige godt alle steder, men det er absolut spændende, da det giver et fint øjebliksbillede af folk i deres fineste klæder. En del af de afdøde kan man se dødsåret skrevet ved. Det er muligt at parkere her for 2 €, men fotografering er forbudt.

Duomo di Monreale: I den hyggelige by Monreale uden for Palermo ligger denne fantastisk udsmykkede katedral. Katedralen ser ikke ud af noget vildt udefra, men indvendigt er der byzantiske mosaikker fra gulv til loft. Katedralen blev bygget i sammenhæng med et kloster af normanneren Wilhelm II i 1174. Selvom katedralen ikke ligger på alfartsvej, er den bestemt et besøg værd!

Siracusa
Den gamle græske hovedstad er rigtig hyggelig by. Vi boede lidt uden for Taormina, som også en fin by, men skulle jeg anbefale en større by at bo i, ville de være her. Her er fyldt med antikke seværdigheder, men her er også et dukkemuseum og et papirmuseum, som vi ikke nåede at besøge.

Museo Leonardo Da Vinci e Archimede: Fin privat samling med modeller af Leonardo da Vinci og Arkimedes’ opfindelser. En god del af modellerne må man røre ved, så man kan se effekten. Der er tekster på både italiensk og engelsk. Man må ikke tage billeder eller filme på museet.

Taormina
Taromina ligger på Monte Tauro med udsigt til Etna. Den blev grundlagt i 304 f.v.t. som en koloni under Syrakus. Byen kom for alvor i søgelyset, da den blev et fast stop på kultiverede europæeres dannelsesrejse. Bl.a. har vores egen H. C. Andersen besøgt byen. Der er en del turistede butikker i byen, men den er stadig ganske charmerende.

Giardino Pubblico: En fin offentlig park i Taormina med udsigt over bugten. Den var oprindeligt en privat have til den forfaldne villa, men blev åbnet for offentligheden i 1922.

Linguaglossa
Gambino Winery: En lidt anderledes seværdighed er vinsmagning. Vi besøgte Gambino Vini, men der er mange forskellige at prøve omkring Linguaglossa på Etna, hvor jorden er perfekt til vindyrkning. Vi fik en omvisning af Mr. Gambino selv. Det var en god og spændende oplevelse i smukke omgivelser på Etna.

Andre steder

Etna: Du kan næsten ikke undgå at se vulkanen Etna, når du er på Sicilien. Det er også ganske sjovt at komme op på Etna, da der er massevis af sne her, selvom det er alt for varmt længere ned til det. Du kan stå på ski heroppe, komme på vandreture og evt. se lava! Hvis du er til mindre action, kan du nøjes med at køre over Etna på din vej til en anden by.

Novara Di Sicilia: Man kan køre herop selv eller komme hertil med en bustur fra Catania, ellers er denne hyggelige middelalderby lukket land. Der er ingen hoteller og kun ganske få spisesteder, men her er så hyggeligt, og folk er flinke!

Som en ekstra sidebemærkning er februar ikke et dumt tidspunkt at besøge Sicilien, da der fejres karneval her. Vi løb tilfældigt ind i et i Taormina, og det var ganske festligt!

Læs med i næste uge, hvor det handler om siciliansk mad.
Indtil da kan du læse om Siciliens historie her og om antikke seværdigheder her.

2 Comments

  1. Pingback: Antikke seværdigheder på Sicilien – Vendelia

  2. Pingback: Siciliens historie – Vendelia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *