Vikingemuseet Ladby

Mellem Odense og Kerteminde ligger Vikingemuseet Ladby, som huser Danmarks eneste vikingeskibsgrav og verdens eneste skibsgrav, der stadig er placeret på fundstedet!

Jeg har længe gerne villet se Ladbyskibet, og nu kom dagen endelig, hvor vi satte kursen mod Fyn, for at se skibet fra 900-tallet.
Den unikke vikingegrav blev udgravet i 1935, hvor det også blev besluttet at lave en betonhvælving over skibet, så det kunne forblive i gravhøjen.


Man skal altså gå fra museet ud til Kerteminde Fjord, hvor man ser Ladbydragen, en tro kopi af skibet, vugge i fjorden, inden man entrerer selve gravhøjen.


Skibet er 21,5 m langt og tre meter bredt, og man kommer helt tæt på, så man kan se jernnagler og “nakkekrøller” på skibet (de små jernkrøller som dragen i stævnen har). Man kan også se gravgaverne i form af skeletter fra 11 heste og 4 hunde!


Inde på museet kan man i kælderen se endnu en kopi af skibet. Denne gang med dukker for at vise, hvordan det har set ud, da Ladbykongen blev gravsat.
I stueetagen er de fundne genstande udstillet, sammen med generel information om vikingetiden.

Gravhøjen, skibet, beliggenheden og den fine kopi i form af Ladbydragen er absolut et besøg værd og er en stor oplevelse. Desværre er museet en lidt tam omgang for de voksne, men er uden tvivl sjov for de mindre gæster, der kan lave vikingequiz og klæde sig ud i vikingedragter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.