Vikingetema i Thy

Vikingetiden er populær for tiden (med god grund – det er nemlig en super spændende periode), så jeg iler selvfølgelig med at bringe nogle spændende seværdigheder, du kan besøge for at komme tættere på vikingetiden.

Ydbystenen
Det er godt nok kun en kopi af Ydbystenen, også kladet Flarup-stenen, der kan ses ved Ydby station. Den originale sten er nemlig ikke udstillet endnu, da den først genfundet i marts 2016 efter at have været forsvundet siden 1840. Stenen er blevet delt og alt er ikke fundet, men den store blok har bl.a. været brugt som terrasse i mellemtiden! Teksten fortæller, at Troels og Leves sønner satte stenen efter Leve.

Ydbystenen

Vang Kirke
I Vang Kirke kan du se Danmarks mindste runesten på 63 cm, kaldet Sjørringstenen. Stenen blev oprindeligt fundet på Sjørring Kirkegård i 1737, men den er herefter blevet brugt som grundsten i huset hos en bonde. Her fandt præsten ved Vang Kirke den i 1842, og den blev opstillet i våbenhuset.
I teksten står der, at Åse har sat stenen over sin mand Ømunde.

Sjørringstenen

Hørdum Kirke
I Hørdum Kirke kan du se en meget unik runesten i dansk sammenhæng, da det er den eneste med mytologisk stof i Danmark. Thorstenen viser nemlig guden Thor i færd med at fange midgårdsormen. Læs mere om Hørdum Kirke her.

Thorstenen

Hurup Kirkegård På Hurup Kirkegård findes et runestensfragment kaldet Hurup-stenen. Det er et ret stort fragment på hele 106 cm. Stenen blev fundet i 1910 i kirkegårdsdiget, og står nu på kirkegårdens sydvendte plæne. Stenen er dateret til mellem 970-1020, og teksten omtaler Thormod, som rejste stenen efter sin bror eller far – teksten er jo fragmentarisk!

Hurupstenen

Højstrup vikingegravplads Kært barn har mange navne, og det har denne vikingegravplads også: Højstrup gravpladsen, Tømmerby Vikingegravplads, Vikingegravpladsen ved Højstrup Hede og Vikingegrave ved Frøstrup. Under alle omstændigheder er det absolut værd at lægge vejen forbi! Sæt GPS’en til Tømmerbyvej 105 og gå en tur mellem alle bautastenene, gravhøjene og de to skibssætninger. Forestil dig, at Vejlerne var en fjord, hvorved vikingerne boede, og dette er så gravpladsen.

Højstrup Vikingegravplads

Læs om andre seværdigheder i Vestjylland her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.