Program for en Athen-tur

I denne uge kommer jeg med et forslag til en programtur for en afslappet uge i Athen.

Dag 1: Ankomst. Tjek ind på hotellet og gå en tur i området.

Dag 2: Begynd dagen med at besøge Akropolis, inden der kommer for mange besøgende. Du kommer på dit besøg til at se Herodes Atticus-teatret, Dionysosteatret, indgangen til det antikke Akropolis kaldet propylæerne, Athene Nike-templet, Erechtheion og selvfølgelig Parthenon.

Østsiden af Parthenontemplet

Efter Akropolis er det tid til frokost. Der er flere små hyggelige restauranter omkring Akropolis.

Moussaka fra Bistro Athina

Når der er samlet kræfter efter frokosten, går turen til Akropolismuseet. Museet holder til i en ny flot bygning og formidlerne fundene fra Akropolis rigtigt godt. På øverste etage kan man se frisen, metoperne samt gavlfeltfigurerne fra Parthenon opsat som de ville være på templet, mens man kan kigge op på det!

Hvis fødderne tillader mere, så gå en tur i de små gader ved foden af Akropolis, hvor der er fyldt med små fine butikker, som fx Thespidos, Afroditis og Adrianou.

Dag 3: Dagen står på hhv. Agora og det arkæologiske museum.
Hvis I besøger Athen om sommeren, vil jeg foreslå at begynde på Agora, inden det bliver for varmt. Her er højdepunkterne den genopbyggede Attalosstoa, så det er muligt at forestille sig, hvor filosofferne holdt til, samt Hefaistostemplet, som er et meget velbevaret tempel til smedeguden Hefaistos. Templet blev nemlig brugt som kirke i middelalderen.

Hefaistostempel set fra Attalosstoaen

På vej til metrostationen Monastiraki kan I kigge forbi det romerske agora, hvor man kan se vindenes tårn. Det er et ottekantet tårn, hvor der er et relief af en vind på hver side. Tårnet er fra 1. årh. f.v.t. og var udstyret med solur, vandur og en vejrhane.

Vindenes Tårn

Hop på den grønne metrolinje mod Kifissia og kør 1 stop til Omonia. Omonia er en livlig plads, så du kan let finde en hurtig frokost her, inden det er tid til at gå på opdagelse på det arkæologiske museum. Museet er stort, så udvælg evt. et fokuspunkt forinden, så du ikke går død i samlingen. Du kan se en fin oversigt over samlingen her.

Bronzestatue af Zeus på det arkæologiske museum

Når I er færdige på det arkæologiske museum, kan I gå tilbage til Omonia og derefter slentre ad Panepistimou og El. Venizelou mod Syntagma-pladsen. På disse gader kan man nemlig se smukke klassicistiske bygning bl.a. universitetet af den danske arkitekt Christian Hansen.

Universitetet i Athen

Syntagma er en central plads i Athen, hvor parlamentet holder til, så her er vagtskifte hver time. Soldaterne går på en meget karakteristisk måde med langsomme bevægelser, så det er værd at tage med. Efterfølgende kan I finde noget at spise omkring Syntagma.

Dag 4: Hop på den blå metrolinje til endestationen Piræus. Begynd dagen med at besøge det arkæologiske museum i Piræus, hvor du kan se de fantastiske Piræusbrozestatuer. Bronzestatuer var normale i antikken, men har sjældent overlevet til moderne tid, da der er blevet smeltet om til noget, man fandt mere nyttigt.

Mig med Athene fra Piræus

Museet er ikke så stort, så bagefter er der god tid til at tage en færge fra Piræus til Ægina. Man køber billetten ved færgen. På Ægina kan man bade, nyde stilheden ift. Athen og så er der det smukke Athene Afaiatempel. Der går en bus til templet, eller man kan hyre en taxa.

Athene Afaia-templet på Ægina

Dag 5: Ovenpå den friske havluft fra dagen før, er det tid til at besøge det Panathenæiske Stadium. Tag Metroen til Syntagma og gå gennem National Garden forbi Zappeion, den gamle fægtehal fra det første moderne Olympiske Lege i 1896. Du kan også kigge til Zeustemplet og Hadrians Bue på vejen.

Hadrians Bue med Akropolis i baggrunden

Det Panathenæiske Stadium blev bygget i det 4. årh f.v.t. i marmor. De Panathenæiske Lege var lege til ære for gudinden Athene, som byen er opkaldt efter. Det blev udvidet i 139-144 e.v.t. af Herodes Atticus (græsk filosof, der var lærer for bl.a. Marcus Aurelius), så der var plads til 50.000 mennesker. Efter antikken forfaldt stadium, men det udgravet og genopbygget til de moderne Olympiske Lege.

Det Panthenæiske Stadium

Man kan gå under stadium til et lille museum om det moderne OL. Her er de olympiske flammer udstillet, men gangen under stadium er faktisk det fineste.

Buegang under stadium

Brug resten af dagen på at spise, shoppe, se specialudstillinger osv., inden turen om aftenen går til en forestilling i Herodes Atticus’ Odeon (jep, ham den samme fyr, og jep, det teater jeg nævnte på vej til Akropolis). Her er det i højsæsonen muligt at komme til forestillinger. Book billetter på forhånd.

Apollontemplet i Delfi

Dag 6: Tag en tur ud af byen. Fx Delfi (se mere om Delfi senere), Kap Sounion, Epidauros eller Eleusis.

Dag 7: Hjemrejse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.