Tips til Beograd

I denne uge kommer mine rejsetips til Beograd, som har sneget sig ind på listen over mine yndlingsbyer i Europa. Faste læsere vil vide, at jeg favoriserer Wien, Budapest og Zagreb, og nu har Beograd altså sneget sig med på denne liste.

Grunden til, at Beograd er kommet ind på min favoritliste, er en kombination af de venlige og imødekommende beboere, smuk arkitektur, en skøn størrelse by og dejlig mad! Her kommer min liste over nyttige viden til et ophold i Beograd:

  • Tid Serbien ligger i +1 ligesom os, så du skal ikke indstille dig på en ny tidszone. Det tager også kun 2 timer at flyve dertil fra København.
  • Valuta Den serbiske valuta hedder dinar. Du vil føle dig særdeles rig i dinar, da 100 dinar i skrivende stund er omkring 6 danske kroner. Mange steder oplyses prisen både i dinar og euro, eller, hvis det bliver meget dyrt, kun i euro. Nu skal meget dyrt tages med et gran salt i dansk optik, for priserne er generelt meget lave. En busbillet koster fx 89 dinar (ca. 5 kr.), og du kan få en hovedret på en restaurant for under 50 kr.
Dinar
  • Drikkepenge Lønnen er meget lav i Serbien. Vi fik at vide, at en gennemsnitlig månedsløn er ca. 250 euro. Da prisen på ting er højere i Beograd end i resten af Serbien, er mange derfor helt afhængige af deres drikkepenge. Man giver mellem 10-20% afhængig af servicen.
Åbningstider
  • Spisetid og åbningstider I Beograd kan du godt støde på butikker, der holder siesta. Den ligger ca. fra kl. 13-16. Det er dog langt fra alle butikker, hvor det er tilfældet. Generelt har butikker åbent fra kl. 10 eller 11 og frem til mellem 18- 20, mens spisesteder har åbent fra mellem 10-12 og så helt frem til 23 eller endda til kl. 2 om natten! Det er lidt vildt i danske ører, men de lokale spiser også først omkring kl. 20.
  • Taxa Generelt skal du ikke tage en taxi på gaden i Beograd. Gå hen til den officielle skranke i lufthavnen og lad hotelpersonalet bestille dig en taxa i byen. Der er nemlig mange pirattaxier, og de kan også sætte prisen højt, bare fordi du er turist.
  • Offentlig transport Det er utroligt billigt med offentlig transport i Beograd! En billet gælder til både bus, trolleybus og sporvogne. Du kan købe en ækvivalent til vores rejsekort, som du tanker op med rejser, eller du kan købe enkeltbilletter. Man kan også købe en billet der gælder i 24 eller 48 timer. Billetter købes i Moj Kiosk, som du finder overalt. Jeg kunne dog ikke finde et kort over den offentlige transport i Beograd, men i receptionen på vores hotel kunne de let fortælle, hvilke buslinjer vi skulle bruge.
24-timersbillet
  • Religion Serbiens officielle tro er serbisk-ortodoks med Patriarken Irinej som overhoved. Det er praktisk at vide, da helligdage kan falde anderledes ift. protestantisk og katolsk kristendom.
Skt. Sava Kirken
  • Internet og EU Serbien er indtil videre ikke en del af EU, men ligger inden for Europa. Dvs. at din mobiludbyder ikke er forpligtet til at give dig gratis EU-roaming. Nogle udbydere har dog Serbien i deres roamingpakke, men tjek det, inden du pludseligt får en stor regning! Mange barer og restauranter tilbyder dog Wi-Fi, så det er absolut ikke et problem at komme på internettet i Beograd.
  • Sprog og alfabet Serbisk er ikke nemt at forstå for ukyndige ører, men mange serbere er gode til engelsk. I den ældre generation kan de også tysk (nogle kun tysk), så det er intet problem at kommunikere. Serbisk skrives traditionelt med kyrillisk alfabet, men mange skilte er også transskriberet til det romerske alfabet.
Vejviser med kyrillisk og romersk alfabet
  • Folk i Beograd Folk i Beograd var generelt så fantastisk flinke og behagelige, som man sjældent oplever det. De var afslappede på en behagelig måde (jeg kan godt blive lidt irriteret over afslappetheden i fx Grækenland og Italien), og virker oprigtigt hjælpsomme. Vi oplevede kun et par enkelte sure miner fra nogle russiske butiksindehavere – i en skobutik spurgte vi efter en anden størrelse, end den der stod fremme og blev mødt med “Njet!”, og i en Moj Kiosk spurgte vi efter en busbillet og fik “Njet!”.
  • Rygning og tobak Tobak er billigt i Beograd. Uanset hvor du køber tobak, har det samme pris. Det er nemlig ikke tilladt at tjene penge på tobak, så om du køber din cigar i en kiosk eller på en smart bar, er det samme pris. Jeg ved ikke, om det er, fordi Serbien selv dyrker tobak. Mange mærker smager i øvrigt anderledes her, da de er rullet med serbisk tobak, siger mine kilder (jeg er ikke-ryger). Det er iøvrigt tilladt at ryge på designerede pladser på mange spisesteder og barer.
  • Vejr Serbien har subtropisk klima, hvilket betyder omkring 40 grader om sommeren, og først i tyverne forår og efterår. Jeg syntes vejret var helt perfekt i påsken, men ville nok betakke mig for at besøge Beograd i juli og august!
  • Rejseoplysninger
    AirSerbia flyver direkte fra København, og jeg kan godt anbefale selskabet. Der var absolut ingen problemer, og sæderne føltes større end sædvanligt. Beograds lufthavn, Nikola Tesla Airport, er beliggende 12 kilometer fra byens centrum. Der kører busser fra lufthavnen til centrum, men du kan også tage en taxi. Gå til skranken i lufthavnen og få en seddel med prisen og aflever den til chaufføren. Det koster ca. 2000 dinar til centrum.

Besøg min webshop, hvor du kan købe mine rejsedesigns!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.