Rundvisning på Frederiksberg Slot

Jeg har flere gange gået forbi Frederiksberg Slot og ønsket at se nærmere på det indvendigt, hvad man jo normalt ikke kan komme til, så nu tog jeg på en rundvisning.

Frederiksberg Slot danner rammen om Hærens Officersskole, og det er skolens kadetter, der ofte tager sig af rundvisningerne. På den måde kan de fortælle både om slottets historie og den nuværende brug af lokalerne.

Kadetten fortæller om udsigten fra flagaltanen

Slottets gamle værelser bliver jo nemlig brugt til undervisning nu. Bl.a. er riddersalen auditorium og venteværelset før de kongelige audiensrum er klasselokaler.

Riddersal/auditorium

Rundvisningen er meget grundig og fører bl.a. gennem den originale indgang, Riddersalen, de kongelige audiensværelser, Marmorbadet, det kinesiske værelse, thekøkkenet, barokkirken og helt op på flagaltanen, alt sammen mens man får fortalt både slottets historie og om at tage en uddannelse i så historiske omgivelser.

Stukloft i undervisningslokale

De unge kadetter fortæller også om de mange traditioner, der er forbundet med at gå på skolen, som f.eks. at man kan blive gift i den fine og meget utraditionelle slotskirke, som er meget lille, går gennem to etager, vender forkert og ikke ligner en kirke udefra!

To af værelserne på turen har kadetterne normalt ikke adgang til, da de er så bevaringsværdige: Det kinesiske værelse og det kongelige te- og pandekagekøkken, der er dækket af hollandske kakler fra gulv til loft.

Det kinesiske værelse

Jeg kan altså varmt anbefale at tage på en rundvisning på Frederiksberg Slot. Du kan holde øje med rundvisninger hos FOF København, som jeg var med, eller du kan tage med på en rundvisning den sidste lørdag i måneden ved skolen selv.

Te- og pandekagekøkken med hollandske fliser

Dette er ikke et sponsoreret indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.