Da jeg besøgte Madrid i marts, afsatte vi en dag til at besøge Toledo, som en den gamle spanske hovedstad.
Transport
Det er super nemt at komme til Toledo fra Madrid. Der kører højhastighedstog 1 gang i timen fra Atocha Renfe i Madrid, og det tager ca. 30 minutter, før du er på stationen i Toledo.

Du køber billetterne i nogle specielle maskiner: Du kan købe en enkeltbillet til 13,90 euro eller vælge en returbillet, der koster 11,90 pr. vej (priser pr. marts 2020).

Kom i god tid til toget, da der er sikkerhedskontrol inden, og togene kører til tiden!
Seværdigheder i Toledo
Stationen i Toledo er en ren seværdighed i sig selv! Den er bygget i 1919 i Mudejar-stil. Mudejar betyder, dem der blev tilbage, og henviser til de muslimer, der blev tilbage i Toledo efter de kristne begyndte at omvende eller sende jøder og muslimer bort fra Toledo.

Næste seværdighed er Alcantarabroen, der fører ind til centrum af Toledo. Broen har romersk oprindelse og er senere blev restaureret af muslimer og senere kristne.

Du kan komme ind i centrum gennem flere byporte, men vælger du Zocodover-porten støder du på en statue af Cervantes, som gjorde Toledo berømt ude i verden med Don Quijote de la Mancha.

Inde i centrum af Toledo er der utallige små gyder, gader og hyggelige pladser at bruge tiden på og i, og der er klostre, kirker, synagoger og moskeer på nærmest hvert gadehjørne. Jeg vil her fremhæve katedralen, som var særdeles stor og særdeles smuk. Man måtte ikke tage billeder derinde.

Ved bagsiden af Convento de San Clemente, på Plaza de Valdecaleros 8, finder du en marcipanfabrik (Mazapanes Conde). Toledo er kendt for marcipan, og ifølge en historie er marcipan opfundet af nonnerne i San Clemente. Under alle omstændigheder finder du mange marcipanbutikker i Toledo, men kun dette ene fabriksudsalg, hvor du køber direkte fra grundlæggerens oldebarn, som kører fabrikken videre.

Hvis du bevæger dig ud af Bisagra byporten kommer du op til Hospital de Tavera, som var et af højdepunkterne på Toledoturen for mig! Det er et gammelt hospital for fattige anlagt af kardinal Tavera, som senere blev ombygget til adelig bolig. Man kan komme på en omvisning, der tager ca. 1 time, hvor man får set de adelige stuer inkl. massevis af kunst, hospitalsarkivet, det originale apotek samt kirken med kunst af El Greco.
