I denne uge skal det handle om den første af (formodentligt) Harald Blåtands danske ringborge, Aggersborg.

Aggersborg er den største af de danske ringborge med sine 45.000 m2, en diameter på 240 meter og 48 langhuse. Borgkomplekset er opdelt i 4 dele af 2 veje gående hhv. nord-syg og øst-vest.

Borgen er placeret ved Limfjorden, som var en af hovedfærdselsårene i vikingetiden, samt ved et af hærvejens passager over Limfjorden, så den har været strategisk uhyre godt placeret. Og det ser stadig smukt ud den dag i dag.

I forbindelse med ringborgen ligger en lille udstillingshal, der fortæller om konstruktionen af borgen og de fund, der er gjort her.

I selve borgkomplekset er det kun volden, der er “rekonstrueret”, da den er markeret med en lav vold. Her er ingen rekonstruerede huse (du finder et ved Fyrkat) eller markerede stolpehuller. Det gør dog ikke besøget uinteressant, da der findes en app, du kan bruge ved besøget.

App’en Aggersborg, der findes både til Apple og Android, er udgivet af Vesthimmerlands Museum, og guider dig rundt i borgen. Din guide er vikingen Svend, som fortæller om borgen, men derudover byder den også på virtual reality, så du kan bevæge dig rundt om og i borgen, som den så ud omkring år 980.

Som du bevæger dig rundt, kan du også finde ting på jorden (altså i app’en), som arkæologerne har fundet her. Bl.a. en mønt, som er slået her. Du kan så læse historien om den i app’en.

Det er lavet fantastisk fedt og bidrager godt til indtrykket og oplevelsen.
Aggersborg holder altid åbent og er gratis at besøge.
Pingback: Danmarks ringborge – Vendelia Travels