Så er endnu en ringborg besøgt, nemlig Trelleborg ved Slagelse.
Trelleborg ved Slagelse deler navn med ringborgen i Sverige, hvilket ikke har noget med trælle, altså slaver, at gøre. Navnet Trelleborg henviser til det træ, der er brugt til at bygge volden, der beskytter borgen.

Ligesom de øvrige ringborgm, er placeringen af Trelleborg afgjort af vand. I vikingetiden har placeringen ved Tude Å og Vårby Å betydet adgang til Storebælt.

Trelleborg har ca. samme størrelse og opbygning som Fyrkat med 16 langhuse i borgområdet. Diameteren er dog kun 136 meter, mens volden har været 17 meter tyk.

Uden for borgen er der fundet 15 langhuse og flere grave, heraf 3 massegrave, med mænd i den krigsduelige alder og skader, der tyder på kamp. Et af langhusene blev rekonstrueret i 1942, men rekonstruktionen har en svalegang rundt om huset. Man ved nu, at stolperne stod på skrå.

Der er en udstilling ved indgangen til museet, hvor fundene fra Trelleborg vises, bl.a. det eneste bevarede vikingeskjold!

Der er gratis entré, når der ikke er vikingemarked på borgen.