Lidt uden for Nykøbing Mors, 1,5 km fra Jesperhus Blomsterpark i Legind Bjerge ligger Sallingsund Færgekro smukt ned til Salling Sund.

Sallingsund Færgekro fungerer både som restaurant og hotel, og historien går langt tilbage. Der har nemlig længe været færgefart på sundet og i 1767 blev færgehuset kongeligt privilegeret kro.

Den nuværende kro er dog bygget i 1938 og er senere restaureret. Vi overnattede dog ikke på kroen, selvom det virkede hyggeligt, men prøvede i stedet restauranten.

Restauranten er rummelig, men stadig nydeligt indrettet med smuk udsigt, og selvom der er mennesker, virker den stadig rolig.

Maden var lækker – især fik retterne med fisk og skaldyr ros i selskabet – og betjeningen var høflig og behagelig. Derudover kom maden meget hurtigt.

Restauranten køres af Jens-Peter Skov, der bl.a. har lavet mad til Kronprinsens og Kronprinsessens bryllup. Han er vinentusiast, så Sallingsund Færgekro har Jyllands største vinkort.