Fjenneslev Kirke og Sasserstenen

Mellem Sorø og Ringsted finder du en temmelig speciel kirke med dobbelt tårn fra 1130 samt en runesten.

Historien om tårnene lyder, at Asser Rig og hustruen Inge (barnebarn af Knud den Hellige) ventede deres første barn, da Asser skulle i krig. Da kirken var ved at blive opført, bad han hende opføre et tårn, hvis det blev en søn, men et spir, hvis det blev en datter. Da han kom hjem fra krig, så han de to tårne, og forstod at det blev tvillingesønner.

Historien er dog usand, da Asser Rigs sønner, Absalon og Esbern Snarre, for det første ikke var tvillinger, spir ikke fandtes i 1130’rne og dernæst er tårnene ikke bygget samtidigt med kirken, som det fremgår. Kirken er af kvadersten, mens tårnene er af munkesten, som kom til Danmark i 1160. Det er altså sønnerne der har opført tårnene.

Ikke desto mindre er det en god historie, som måske er fra Saxo eller fra De tvende kirketårne af Oehlenschläger, og ved siden af kirken ligger en mindelund, hvor man kan se omridset af en ruin, der har været en del af Hvide-slægtens gård. Asser Rig var søn af Skjalm Hvide, stamfaderen til den magtfulde Hvide-slægt.

Inde i kirken er der kalkmalerier dateret til år 1175-1200, som bl.a. forestiller Asser Rig og Inge, der giver kirken (med de 2 tårne) til herren. Ovenover ses de hellige tre kongers tilbedelse af Jesus og ved siden af flugten fra Ægypten. De sidste billede er desværre ødelagt.

Kalkmalerier af Asser Rig og Inge med kirken

Krucifikset, der hænger i stedet for en altertavle, er fra 1250 og viser den sejrende Kristus, mens krucifikset på nordvægen er lavet af billedskærer Claus Berg, der har lavet altertavlen i Skt. Knuds Kirke i Odense. Det er altså fra 1500-tallet.

Prædikestolen er fra 1586 eller måske ældre, og er meget smuk!

Sasserstenen

Uden for kirken står en 2.2 meter høj runesten, som kaldes Sasserstenen. Runestenen er dateret til ca. 1030, da den er skrevet med yngre futhark og bærer et kors. Teksten fortæller, at Sasser har rejst den og en bro, som stenen har stået ved. Stenen blev fundet under et kirkegårdsdige i 1825, og den blev opstillet på sin nuværende plads i 1910.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.