I denne uge kommer en anmeldelse af Restaurant Arken i Køge, der efter sigende skulle være en bid af Skagen i Køge.
Restaurant Arken ligger ved Køge Marina, og det er en bygning, der skiller sig ud, men passer ind i omgivelserne. Bygning har således 2 dæk med udsigt over vandet samt en kommandobro. Når vejret tillader det, er der også terrasser, så man kan nyde vandet og maden udenfor.

Med sloganet “En bid af Skagen i Køge” bliver man jo nødt til at bestille fisk, selvom menukortet byder på såvel veganske retter som diverse retter med kød fra firbenede dyr.

Jeg bestilte derfor deres stjerneskud med pandestegte rødspætte, rejer og varmrøget laks, mens mit selskab bestilte dagens fisk, der var smørstegt kulmule med stegte rodfrugter. Man kan selvfølgelig få øl fra Skagen Bryghus til at fuldende oplevelsen.

Maden var flot anrettet og smagte utroligt godt – og Restaurant Arken er nok den bedste fiskerestaurant i Køge.